Beklager, men her kommer en dårlig nyhed.

I hvert fald hvis du ligesom tusindvis af andre danskere har amerikanske aktier.

For så har du sandsynligvis tabt på både gynger og karruseller i år.

Donald Trumps handelskrig mod alt og alle har nemlig kastet de finansielle markeder ud i et stormvejr af orkanstyrke. Aktiemarkeder verden over har fået hug. Og særligt hårdt er det gået ud over USA, hvor det ledende S&P 500-indeks er faldet med omkring otte procent.

Men der er samtidig en skjult detalje, som de færreste tænker over.

»Vi får ret mange henvendelser fra kunder, som ikke kan forstå, at selvom aktiekursen er steget, så står der i netbanken, at de har haft et tab,« siger formueekspert i Nykredit Jeanette Kølbek.

For når man køber udenlandske aktier, er det ikke kun aktiekursen, som bestemmer det endelige afkast. En anden faktor spiller også ind. Nemlig valutakursen. Den har i år været imod de danskere, som har investeringer i amerikanske aktier.

I løbet af årets første tre og en halv måned er dollaren faldet med omkring otte procent over for euroen og en bred kurv af andre valutaer.

Og spørger man chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen, er der ikke udsigt til, at det kommer til at ændre sig lige foreløbig.

Er den sikre havn kæntret?

For med Trumps handelskrig har han kastet sig ud i en satsning, som, stort set alle økonomer forventer, vil ramme tilbage i hovedet på ham selv.

Og ifølge Tine Choi Danielsen skal en del af forklaringen på faldet i dollaren findes her.

»Det her fald afspejler jo, at handelskrigen kommer til at gå hårdere ud over den amerikanske vækst og inflation end i de ramte lande. Trump har simpelthen skudt sig selv i fødderne,« siger hun.

Samtidig sås der tvivl om USA som verdens sikre havn. Der, hvor man i tider med turbulens på markedet kan placere sine penge med lidt mere ro i sindet. Trumps uforudsigelighed og omskiftelige toldmeldinger afskrækker investorerne, som normalt ville hoppe på hovedet i den sikre havn.

Den seneste udgave af Bank of Americas månedlige »Fund Manager Survey« viser, at verdens største pengetanke ikke har været så negative over for dollaren, som de er i dag, siden 2006.

Og for første gang i fem år betaler de faktisk for at forsikre sig mod en svagere dollar over de kommende 12 måneder.

Hos PFA forventer Tine Choi Danielsen også, at dollaren over det kommende stykke tid skal længere ned end nu.

Derfor søger investorerne mod alternativer til dollaren. Euroen er på det stærkeste niveau over for dollaren i tre år. Og centralbankerne køber i ren Joakim von And-stil op i guld.

Hos den amerikanske investeringsbank Jefferies ser man, at »æraen med en stærk dollar har toppet«.

Tidshorisonten er afgørende

Det er derfor oplagt at spørge, om det så overhovedet giver mening at købe amerikanske aktier nu, hvor dollaren falder. Det mener Tine Choi Danielsen stadig, at det gør, men der er nu to ting, man skal have fokus på.

»Som altid skal man forholde sig til selskabet og dets indtjeningsmuligheder. Men derudover er man i de her dage også nødt til at tage højde for, at afkastet i danske kroner kan blive ædt op af en svagere dollar,« siger hun.

Det er netop det, der nu sker.

I amerikanske dollar er S&P 500-indekset faldet med omkring ti procent i år. Men vil man som dansker sælge sine amerikanske aktier, skal de omveksles til kroner. Og så hedder tabet lige pludselig knap 18 procent. Altså tæt på dobbelt så meget på grund af valutaforskellen.

Det var stik modsat sidste år, hvor danske investorer fik ni procentpoint højere afkast end amerikanerne.

Tror man derfor – ligesom verdens største pengetanke – at dollarens nuværende deroute fortsætter, bør man gøre sig nogle overvejelser om, hvilke amerikanske selskaber man køber aktier i.

»Forventer man for eksempel, at dollaren skal svækkes ti procent yderligere, skal aktiekursen stige minimum ti procent, bare for at man tjener sine penge – i kroner – hjem. For ellers ender man med bare at have betalt omkostningerne,« siger Tine Choi Danielsen.

Det er dog vigtigt at huske på, at en stor del af valutarisikoen kommer an på investeringens tidshorisont. På den lange bane vil man nemlig oftest opleve, at effekterne af udsving i valutakurserne er et nulsumsspil, fortæller Jeanette Kølbek.

»Investerer man derfor med en tidshorisont på for eksempel 20 år, bør effekterne af valutakursen være en mindre bekymring, end hvis man har en tidshorisont på få år,« siger formueeksperten og forklarer, at man uanset tidshorisonten skal betale et vekselgebyr.

»Uanset om du handler i dollar eller i euro, så betaler du et valutagebyr. Rigtig mange almindelige investorer kigger kun på kurtagen, men man skal huske valutagebyret,« lyder det fra hende.

Selskabet bag aktien

Et andet forhold, som kan være nemt at glemme i aktienedturens hede, er, at der er et selskab bag aktien. Og at aktiekursen på lang sigt afspejler investorernes forventning til selskabets indtjeningsevne.

Tag nu Novo Nordisk for eksempel. 60 procent af Novos omsætning kommer fra USA. Det er som udgangspunkt ikke særlig godt lige nu, for når dollarindtægterne skal veksles om til kroner, bliver det til et mindre beløb end for bare fire måneder siden.

»Men her er det vigtigt at huske på, at Novo jo også har store udgifter i dollar. Og derfor kan den endelige effekt af valutakurserne trække i alle mulige retninger og ende med at blive nettonul. Af den grund plejer man at sige, at man skal tage valutakurserne med på godt og ondt,« lyder det fra Tine Choi Danielsen.

På den anden side er der smykkegiganten Pandora, hvor en tredjedel af omsætningen er i dollar, mens en »signifikant« del af udgifterne er i thailandske baht, fordi en stor del af produktionen foregår i Thailand. Den er ligesom dollaren svækket over for kronen, og dermed kan lidt af dollartabet indhentes af, at Pandora i forhold til udgifter nu får mere for pengene (læs: kronerne) end ved årets start.

Langt de fleste selskaber har dog avancerede strategier med netop det formål at udjævne ændringer i valutakurserne. Såkaldte hedging-strategier.

Værdifuld viden når du køber

Det er dog en kompliceret strategi for helt almindelige investorer at hedge sine investeringers valutarisiko. Selvom det kan virke nemt.

For mange falder nemlig i den fælde og tror, at fordi de køber for eksempel en amerikansk investeringsfond, ETF, i euro, så er der ikke nogen valutarisiko. Men det er ikke tilfældet, forklarer Jeanette Kølbek.

»Værdipapirerne, der ligger inde i fonde, er jo stadig amerikanske. Og derfor er man lige så eksponeret over for dollaren, som hvis man køber ETFen direkte i dollar,« siger hun.

Der er dog en måde, hvor almindelige investorer kan undgå valutarisikoen. Der findes nemlig ETFer og fonde, som afdækker valutarisikoen for investorerne. Det kan man se i enten deres prospekt eller faktaark.

»Men det kan også afspejle sig i prisen, som typisk er højere. For det kræver jo ressourcer at analysere valutaudviklingen,« siger Jeanette Kølbek.

Det gik op for Stefan Pehrsson, at noget var underligt, da han fik en besked fra sin bankrådgiver.

»Du bedes overføre penge til at dække overtrækket på din datters børneopsparing,« lød essensen af beskeden, som vakte stor undren.

Stefan Pehrsson kunne ikke forstå, hvordan datterens børneopsparing kunne gå i minus. Han havde overført 6.000 kroner til den, hvilket er den årlige grænse, og købt aktier for et lavere beløb.

Så hvor kom overtrækket fra?

»Jeg begyndte at kigge på bankens prisliste, og så begyndte jeg at forstå,« fortæller Stefan Pehrsson til Berlingske.

Siden har Stefan Pehrsson, der er uddannet cand.merc. og arbejder som forretningsudvikler, gravet sig ned i prisbøgerne hos en række danske banker.

Han har undersøgt, hvad de tager i gebyrer for en traditionel børneopsparing, og efterhånden som Stefan Pehrsson har fundet frem til svarene, er han blevet fortørnet.

Ja, man kunne gå så langt som at sige, at han faktisk er ret vred.

»De (konventionelle banker, red.) stjæler fra børn. Det er det, de reelt gør. Du spinker og sparer som forælder for at lægge penge til side til dine børn og investere, så de kan komme ind på boligmarkedet. Man vil gøre det bedste for sine børn, og så tager nogle banker vildt høje omkostninger,« siger han.

Stefan Pehrsson, der går meget op i sin egen økonomi, har derfor et råd, han gerne vil give videre til andre forældre.

»Hold øje og tjek markedet, inden I vælger bank til en børneopsparing, for nogle banker er super dyre, mens andre koster en brøkdel,« fremhæver han.

Prisforskellen kommer til syne i det overblik, som Stefan Pehrsson har lavet og sendt til Berlingske. Bankerne har efterfølgende bekræftet deres priser over for avisen.

Kæmpe boom blandt forældre

Stefan Pehrssons prisoverblik er interessant, fordi forældre de seneste år er strømmet til danske banker og handelsplatforme for at investere for deres børn.

Forældrenes rationale er, at de gennem investeringer kan sikre deres børn flere penge i fremtiden, fordi alternativet er at lade pengene stå kontant i en bank, hvor opsparingens værdi langsomt vil blive udhulet af inflationen.

Man kan bruge flere konti til formålet, men den klassiske børneopsparing – som Stefan Pehrsson omtaler – er populær, fordi al afkast er skattefrit, mens kontoen er låst.

Børneopsparingen kommer dog med en hage.

Den kan nemlig kun oprettes i en almindelig dansk bank og ikke på en platform som Nordnet eller Saxo Bank, hvor priserne for at investere typisk er lavere.

Stefan Pehrsson har i sit prisoverblik taget udgangspunkt i sin toårige datters børneopsparing. Hun har aktier for 30.000 kroner stående, og senest købte Stefan Pehrsson aktier til hende i Teva på den amerikanske børs for indskudsloftet på 6.000 kroner.

Prisen? 705 kroner pr. år for at købe aktierne og have børneopsparingen stående i Andelskassen, som Stefan Pehrsson er kunde i.

Det svarer til, at 12 procent af indskuddet på 6.000 kroner spises af gebyrer, og det irriterer Stefan Pehrsson.

»Det er ens lille piges opsparing, og når det er penge til hende, bliver det lige pludselig uforholdsmæssigt store omkostninger. Mange penge ryger ud af opsparingen, og det er ikke bare det beløb, der er taget, men også hvad det beløb kunne være blevet til, hvis det blev investeret i en aktie, som blev mere værd over 21 år,« mener Stefan Pehrsson.

Berlingske har spurgt Andelskassen om, hvordan de retfærdiggør deres gebyrer på børneopsparinger.

Men Andelskassen ønsker ikke at udtale sig. Banken fortæller dog, at den ikke anbefaler at købe amerikanske enkeltaktier for 6.000 kroner.

Her er det dyrest – og billigst

Andelskassen er den absolut dyreste bank i Stefan Pehrssons pristjek, og banken er syv gange dyrere end den billigste.

Danske Bank er pristjekkets vinder med en pris på 103 kroner om året.

Men hos både Spar Nord, Arbejdernes Landsbank, Lån & Spar samt Sydbank skal barnet betale over 500 kroner hvert år.

Kunderne i Nordea kan ikke investere i udenlandske enkeltaktier på børneopsparinger, og derfor fremgår banken ikke af undersøgelsen.

Stefan Pehrsson mener ikke, at børneopsparingen som produkt giver mening, fordi børnene betaler samme gebyrer som voksne på almindelige investeringsdepoter.

Men forskellen er, at børnene har et indskudsloft.

»Jeg er med på, at man som forbruger kan tjekke priserne, men jeg synes ikke, produktet giver mening. Det giver mening for en voksen, som har en indtægt og har mulighed for at indsætte så meget, de vil, men på en børneopsparing med op til 6.000 kroner om året giver det ikke mening, at gebyrerne er så høje,« siger han.

Den store sten i skoen er, ifølge Stefan Pehrsson, at de unge kunder ender med at betale forholdsvist store gebyrer i bankerne på grund af loftet.

Når man »blot« investerer 6.000 kroner ad gangen, vil man i rigtig mange banker nemlig skulle betale minimumskurtage, når man trykker på købsknappen.

I Andelskassen er det 200 kroner. Derudover betaler man mindst 375 kroner om året i såkaldt depotgebyr for at have værdipapirerne opbevaret, også hvis aktierne for eksempel blot er 100 kroner værd.

»Det er overraskende, hvor dyrt det er, når kurtagen er på 200 kroner ved hver handel. Det gør, at man bliver begrænset på en eller to aktier, når man handler for 6.000 kroner,« mener Stefan Pehrsson, som påpeger, at hans regneeksempler ville blive dyrere, hvis man købte flere forskellige aktier.

Der er flere gebyrer

Bankernes appetit på gebyrer begrænser sig ikke kun til kurtage og depotgebyrer.

Køber man udenlandske aktier, skal man betale vekselgebyrer, og ejer man udbytteaktier, kræver nogle banker også betaling for at håndtere udbyttet.

Flere af gebyrerne er kommet bag på Stefan Pehrsson, men da han dykkede ned i bankernes prisbøger, blev han klogere, selvom det ikke var en nem opgave.

Den garvede investor har bladret helt frem til side 50-70 i nogle af bankernes prisbøger for at finde deres priser på børneopsparingen.

»Det er ikke nemt at finde rundt i, synes jeg,« fortæller han.

Nogle af de her omkostninger ville bortfalde, hvis du købte danske aktier til dine børn. Hvorfor gør du ikke bare det?

»Det kunne man selvfølgelig også. Men Danmark er et meget lille marked i det samlede investeringsunivers, og hvis man prøver at finde gode muligheder for afkast, så begrænser det valgmulighederne,« svarer Stefan Pehrsson.

Han hæfter sig ved, at man på online investeringsplatforme kan investere billigt i udenlandske aktier, og derfor undrer han sig over, hvorfor det ikke kan lade sig gøre hos de traditionelle banker.

Du kunne også investere dine døtres penge gennem eksempelvis Nordnet, som er billigere. Hvorfor gør du ikke det?

»Jeg har også oprettet et depot i Nordnet, hvor der er handlet en lille smule. Men det er begrænset, hvor meget man kan lægge til side om året som almindelig lønmodtager for at spare op til et eller flere børn. Den optimale løsning med skattefrit afkast vil jeg først og fremmest udnytte,« forklarer han.

Berlingske ville gerne have spurgt bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, om rimeligheden af gebyrerne på den klassiske børneopsparing.

Men Finans Danmark kan af konkurrenceretlige årsager ikke kommentere, hvordan bankerne hver især sætter deres priser.

Stefan Pehrsson håber, at bankerne tilbyder mere konkurrencedygtige priser på investering generelt, eller de lancerer et særskilt produkt til børneopsparing med mere rimelige omkostninger.

Det bedste ved at være præst er, at man kommer tæt på mange mennesker. Det værste er, at mange af de mennesker, man kommer tæt på, også er tæt på døden.

For halvandet år siden døde en kvinde fra menigheden, som jeg holdt meget af. Hun var ikke ung, men alligevel langt fra at være mæt af dage.

Hun var selv læge og vidste godt, hvad klokken var slået, da hun fik sin diagnose. Der gik tid, men ikke lang tid, før hun havde sundet sig over chokket og meddelte: »Jeg har lært mine børn, hvordan man skal leve. Nu vil jeg lære dem, hvordan man skal dø.«

Det var typisk hende. Hun havde stærke meninger og en overbevisning om, at vi ikke kun lever for os selv, men også for hinanden. I døden viste hun, at det ikke bare var flotte ord. Hun levede det ud til det sidste.

De værdier og livsholdninger, vi har, kan vi tale længe om. Det er under pres, når vi skal rejse os op fra kaffebordet og ud i verden, at vi opdager, om vi virkelig mener det. 

Lige nu er vores værdier under pres. Det er tid til at vise, at vi mente, hvad vi i medvindstider sagde. At vi ikke tolererer det intolerante. At vi til stadighed vil bestræbe os på at opdage og gøre op med fordomme, så vi kan behandle borgere, medarbejdere, studerende, skoleelever, patienter, ældre, børn – ja, alle mennesker – så retfærdigt som muligt.

Marketingstunt eller reelle værdier?

Jeg arbejdede med ESG (Environmental, Social og Governance), dengang det hed CSR (Corporate Social Responsibility). Dengang alle firmaer med respekt for sig selv skulle til at have en »code of conduct«. I den skulle der blandt meget andet stå lidt om diversitet, og at man ikke diskriminerede i forhold til religion, seksualitet, etnisk herkomst, etc.

Mange sagde, at det bare var et marketingstunt, en lyserød glasur over den solide plumkage, og mit arbejdsområde ville være det første, der blev skrabet af, når tiderne var mindre gunstige, og man måtte tilbage til business.

Det var jeg nok også bange for. Men det skete ikke. Det var, som om der var kommet en ny standard for ordentlighed. Det var blevet dybt integreret. Troede jeg, troede vi.

Men måske var det kun glasur, når LEGO, som ellers er indbegrebet af ordentlighed, slettede afsnittet om diversitetspolitik i den årsrapport, de for nylig udgav. Der skulle ikke meget pres til.

Den amerikanske præsident, som mener, at diversitet er ekstrem wokeisme, havde ikke engang siddet i embedet i tre måneder. Det samme pres har de også mærket på universiteterne, hvor tidligere samarbejder med USA er problematiske, fordi der stilles politiske krav om ikke at bruge ord som inklusion og mangfoldighed.

Men de har modstået presset, holdt fast og indstillet sig på at betale prisen. Indtil videre.

Lad os stå fast

For et par år siden hørte jeg forfatteren Glenn Bech sige, at de homoseksuelles rettigheder stadig er truede mange steder i Europa, og at vi i Danmark ikke forstår, hvor let det hele kan vende. Jeg tænkte for mig selv, at han var dramatisk. Men det var ikke dramatisk, det er fuldstændig rigtigt.

Det går uhyggeligt stærkt lige nu. Det er, som om vores stærke meninger og værdier ikke er andet end støvbolde, der ruller over i hjørnet, når døren åbnes.

Jeg håber, vi står fast. At virksomheder, forbrugere, universiteter – ja, alle – vil stå fast på, at det ikke kun er økonomisk værdi, der har værdi.

At vi kan løfte blikket og holde fast i det lange perspektiv. At nogle af os tør være helte og gøre det rigtige – ikke bare sige det.

Glædelig påske.

Rikke Juul er sognepræst i Rosenvænget sogn og stiftspræst i København

Blandt de styrelser, der står til den største rundbarbering i Elon Musks og Donald Trumps jagt på øget »effektivitet« i Washington, er skattevæsenet, IRS. Op mod halvdelen af de 90.000 medarbejdere står til at blive fyret eller tage en »frivillig« aftrædelse.

IRS har længe været en hadeobjekt blandt republikanerne og almindelige amerikanere, så der grædes tørre tårer mange steder. Trump vil slå sig på brystet og fremhæve de store besparelser på personaleomkostningerne.

Der er bare et lille men.

Beregninger viser, at for hver dollar, der spares på personale, går USA glip af mange flere skattedollar, fordi skatteunddragelsen stiger. Kongressens uafhængige budgetkontor, CBO, vurderede i 2022, at en merbevilling på 80 milliarder dollar ville indbringe yderligere 204 milliarder dollar i statskassen.

Massakren sker også på det værst tænkelige tidspunkt på året. For det er lige nu sæson for skatteindberetninger. 

Det sker også på det værst tænkelige tidspunkt i forhold til, at holdbarheden i den amerikanske statsgæld er kommet til debat.

De seneste uger er statsrenterne steget, samtidig med at dollaren er svækket. Det er præcis det modsatte af, hvad der plejer at ske i urolige tider. I finanskrisen blev dollaren godt nok kraftigt svækket, men det skete, samtidig med at investorer søgte ud af risikofyldte papirer og ind i amerikanske statsobligationer.

Gælden er på uholdbar kurs

Men faktisk er der ingen debat om holdbarheden i statsgælden.

For alle beregninger viser, at den er på uholdbar kurs, hvis der ikke ændres politik. Formanden for Federal Reserve, Jerome Powell, siger det ved alle høringer i Kongressen. CBO vurderer, at gælden vil stige med 25 procentpoint de kommende ti år. Regnet efter EUs opgørelsesmetode var USAs statsgæld sidste år på 125 procent af BNP, så man vil i løbet af få år overhale Italien og Grækenland og dermed have den næsthøjeste statsgæld i verden efter Japan. 

Ved årtusindskiftet var gælden kun på 55 procent af BNP og dermed på nogenlunde samme niveau som i Danmark.

Underskuddet på statens finanser vil uden yderligere tiltag ligge på mellem fem og syv procent af BNP i de kommende år. Det sker vel at mærke ved pæn økonomisk vækst og fuld beskæftigelse. Det bliver meget værre, hvis der kommer et økonomisk tilbageslag.

Det er her, at Elon Musks DOGE – den særlige enhed for statslig effektivitet – kommer ind. For ud over det ideologiske opgør med »sumpen« i Washington og det statslige bureaukrati skal der også vrides store besparelser ud af systemet, der så kan bruges på skattelettelser.

Også her er der et lille men. 

Mens Trump nu vil spare ni milliarder dollar på at nedlægge udviklingshjælpen, skære i udenrigsministeriet og fjerne al støtte til offentlige medier, kommer han til at bruge mange flere milliarder på en hjælpepakke til landbruget, der står til at blive hårdt ramt af hans handelskrige.

I sin første embedsperiode brugte Trump 28 milliarder dollar på hjælp i forbindelse med den mikrolille handelskrig med Kina. Denne gang betyder Kinas told på 125 procent, at der ikke vil blive importeret landbrugsvarer fra USA.

Der er også et andet lille men.

Sidste år nåede USA en ubehagelig milepæl. Hvis man lukker alle ministerier, styrelser, råd, nationalparker og nedlægger militæret – altså alt, hvad der finansieres i de årlige finanslove – ville staten stadig have et underskud.

De store velfærdsprogrammer er skurken

Det skyldes eksploderende renteudgifter. Men det skyldes først og fremmest de store velfærdsprogrammer. De står for 60 procent af statens samlede udgifter. De store poster er pensioner og sundhed for ældre, handicappede og syge samt krigsveteraner.

Trump har lovet ikke at røre disse programmer bortset fra at fjerne »frås og misbrug«. Det oplever den almindelige amerikaner som en massiv serviceforringelse, hvilket også er blevet værre som følge af store nedskæringer. Men uden fundamentale ændringer i adgangen til programmerne vil det ikke bringe de store beløb i kassen.

Elon Musks massakre på Washington er indtil videre ikke synligt i statsfinanserne. Underskuddet er i årets tre første måneder en smule højere end sidste år.

Hvad gør republikanerne i Kongressen?

De arbejder naturligvis med en ny stor runde af skattelettelser. Gælden vil blive massivt forøget i de kommende år, og en del af republikanernes pakke er da også, at loftet over USAs statsgæld skal løftes med 4.000 milliarder dollar fra det nuværende niveau på 36.000 milliarder. 

Derfor forsøger man at finde nye, store besparelser. Det er primært sundhedsprogrammet for de fattigste, Medicaid, der står for skud. Men det er meget upopulært blandt Trumps kernevælgere. 79 millioner amerikanere får deres sundhedsdækning gennem Medicaid. 

Det hele er dybt uansvarligt og sætter en tyk streg under, at republikanerne kun bekymrer sig om statsfinanserne, når der sidder en demokrat i Det Hvide Hus. Trump har altid været ligeglad med statsgælden. Hans selskaber er gået konkurs adskillige gange, så gæld er i hans verden noget, man forhandler om.

Hvem skal finansiere uansvarligheden?

Altså står USAs statsgæld til at blive øget kraftigt i de kommende år. 

Det betyder, at staten løbende skal hente enorme milliardbeløb i de finansielle markeder. Og mens der har været mange forklaringer på, hvorfor de amerikanske statsrenter er steget, kan den grundlæggende forklaring findes lige her. 

Investorer vil have en højere præmie for at købe amerikanske statsobligationer, fordi de vil kompenseres for den højere risiko. For udenlandske købere er udviklingen i dollaren et yderligere problem. Hvis dollaren svækkes, vil værdien af rentebetalinger og hovedstolen udhules i udenlandsk valuta.

Udenlandske investorer – offentlige og private – ejer 35 procent af den udestående amerikanske statsgæld, hvilket er det laveste niveau siden årtusindskiftet, og andelen står til at falde yderligere i de kommende år. Det betyder så, at amerikanske investorer skal købe en stadig større del af en voksende mængde statsobligationer.

Kan Kina smadre obligationsmarkedet? 

Rygterne er fløjet om, hvorvidt det var udsalg fra Kina, der fik USAs renter til at springe i vejret. Det er der ikke noget bevis for. Og faktisk ville en kinesisk annoncering af udsalg have større markedseffekt end et egentligt salg, fordi det vil få andre investorer til at sælge ud.

Det er Japan, der med en beholdning på 1.080 milliarder dollar på papiret ejer den største mængde amerikanske statsobligationer. Kinas direkte beholdning er faldet til »kun« 750 milliarder dollar, men de ejer mere gennem andre lande. 

Men udsalg af obligationer er ikke så potent et våben som tidligere, for centralbanker har i flere runder vist, at de kan købe enorme mængder obligationer i urolige tider. Senest i coronatiden. Hvis de amerikanske statsrenter løber amok, vil Federal Reserve træde til som køber. Det er en del af deres mandat.

Sidste år steg statens renteudgifter til 881 milliarder dollar, og under moderate antagelser vil hver femte skattedollar om få år gå til rentebetalinger.

Derfor forsøger Trump at få Federal Reserve til at sætte renten kraftigt ned. Det vil dog ikke nødvendigvis tvinge markedsrenterne tilsvarende ned, da investorer også skal kompenseres for, at alt, hvad Trump foretager sig, skaber mere inflation. Inflation udhuler værdien af rentebetalinger, hvorfor investorer vil have en højere rente. 

Hvis Trump skulle få en centralbank, der vil gøre som i Japan – sætte renten under nul og købe obligationer med arme og ben – vil det tvinge markedsrenterne ned. Men det vil smadre dollaren til ukendelighed, som det skete med den japanske yen, hvilket vil ramme amerikanske investorer. Husholdningernes renteindtægter fra obligationer var sidste år på 2.000 milliarder dollar, hvilket er fire gange så meget som deres renteudgifter. 

Kagen afgør holdbarheden

Kan USA så vokse sig ud af problemerne?

USA har i årtier haft verdens mest dynamiske økonomi, og med en halvåben grænse er det strømmet ind med arbejdsomme hænder. En ung og innovativ befolkning – præcis det modsatte af Europa. Samfundskagen er vokset, og dermed bliver det nemmere at håndtere en voksende gæld.

Men også her smadrer Donald Trumps tsunami af politikker udsigterne.

Grænsen er lukket, og millioner af illegale indvandrere skal deporteres. Uden et system for import af legal arbejdskraft vil det hurtigt føre til massiv mangel på arbejdskraft på tværs af økonomien: landbrug, byggeri, service og industrien. Det er primært illegale indvandrere, der arbejder i den amerikanske fødevareindustri.

Det gør kagen mindre.

Trumps jagt på alt »woke«, udsmidningen af legale studerende og rundbarberingen af de føderale forskningsbudgetter betyder, at mange forskere og veluddannede vil trække mod Canada og Europa. Det bliver en hjerneflugt, der kan sætte USAs traditionelle forspring over styr. Forskning i blandt andet vacciner og klimateknologier lægges på is.

Det gør kagen mindre på længere sigt.

Toldmuren vil gøre det amerikanske samfund mindre produktivt, hvis der skal bruges ressourcer på at producere ting, der produceres billigere i andre lande. Samtidig vil det – for at låne i den socialistiske ordbog – give kapitalejerne mulighed for at udtrække en overnormal profit fra den almindelige amerikaner i form af højere priser.

Undergravningen af retsstaten og den åbenlyse korruption ved, at de rige og store kan købe sig til Trumps velvilje, vil holde udenlandske virksomheder væk fra det amerikanske marked.

Det vil gøre kagen mindre.

Så på et tidspunkt, hvor Trump har erklæret handelskrig mod hele verden på én gang, betyder tabet af rollen som sikker havn, at USA nu må konfronteres med mange års uansvarlig finanspolitik. Bush, Obama, Trump og Biden deler alle ansvaret for, at det er kommet så vidt.

Det betyder, at USA hurtigere end ellers er nødt til at lukke hullet i de årlige statsfinanser. Det betyder store nedskæringer eller højere skatter – noget, som Trump under tæt på ingen omstændigheder har lyst til.

Kan man ikke tvinge omverdenen til at købe USAs statsobligationer? Man kan prøve, men der er ingen, der har en interesse i at hjælpe USA ud af den nuværende knibe. Og private investorer vil løbe skrigende væk, hvis tvang bliver en del af forsøget på at undertrykke problemet.

Alt, hvad Trump vil gøre for at true og tvinge, vil få dollaren til at styrtdykke i værdi. Og så er det amerikanske finansielle system ødelagt.

Kan told ikke redde statsfinanserne, som Trump hævder?

Hans første toldkrig fik statens toldindtægter til at stige fra godt en til over to procent af de samlede indtægter. Men der er ingen tvivl om, at en toldmur med en basistold på ti procent vil give flere penge i kassen.

Der er bare endnu et lille men.

Tabet af skattedollar i form af lavere indtægter fra beskatning af overskud, kapitalindkomst og arbejdsindkomst som følge af det økonomiske tilbageslag og tab af købekraft vil langt overgå indtægterne fra told.

Den lektie, som USA nu skal lære, er den, som Grækenland og Argentina har måttet lære på den hårde måde. At orden i de offentlige finanser er forudsætningen for troværdighed, når ens valuta ikke har en særstatus. 

Trump kan jo ringe til den tidligere britiske premierminister Liz Truss og spørge, hvordan det gik, da hun introducerede store ufinansierede skattelettelser. Pundet kollapsede, og centralbanken måtte redde pensionssektoren, da investorerne flygtede fra obligationsmarkedet, og renterne bankede i vejret. Hun måtte forlade sin post hurtigt derefter.

Trump ønsker at stå alene i verden. Men det er lidt svært med en statsgæld på 36.727 milliarder dollar, der minut for minut bliver mange millioner dollar større. Det er penge, der allerede er brugt. 

Der venter en barsk virkelighed for den almindelige amerikaner forude. Velkommen til Trumps verden.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Trods højere abonnementspriser er den amerikanske streamingtjeneste Netflix kommet godt fra start i 2025.

Netflix overgår forventningerne til omsætningen i årets første kvartal.

Det viser selskabets kvartalsregnskab ifølge blandt andet Reuters og CNBC.

Netflix har for første gang ikke offentliggjort udviklingen i abonnenter i kvartalet.

Det skyldes, at selskabet vil fokusere på omsætning og andre regnskabstal i stedet, skriver CNBC.

I første kvartal har streaminggiganten haft en omsætning på 10,54 milliarder dollar.

Analytikere havde forventet en omsætning på 10,51 milliarder dollar.

Den amerikanske streaminggigant forventer, at omsætningen vil stige til lidt over 11 milliarder dollar i andet kvartal.

Det drives primært af vækst i antal abonnenter og højere priser, skriver Reuters.

/ritzau/

»Hvis man skal blive leder på min arbejdsplads, skal man da bare være god til lige at gå ind og prikke direktøren på skulderen og sige: 'skal det ikke være mig, der skal have den stilling der?' Og måske nævne det løbende, gøre sig relevant.«

Citatet her kommer fra en mand, der har en lang videregående uddannelse, arbejder i den private sektor og som har lederambitioner. Han reflekterer over, hvad der skal til for at opnå et lederjob.

En undersøgelse, som vi i Tænketanken EQUALIS udgav i sommer i samarbejde med Dansk Industri og Lederne, viser, at manden bag citatet ikke er alene om at have så udtalt en måde at vise egne lederambitioner på. Undersøgelsen bygger på en interviewundersøgelse med cirka 30 mænd og kvinder i deres tidlige karriere samt en spørgeskemaundersøgelse blandt 606 mænd og kvinder mellem 23 og 38 år, der arbejder i den private sektor og har lederansvar eller har ambitioner om at varetage et lederjob.

Den unge målgruppe af potentielt kommende ledere i erhvervslivet har vi sat fokus på, fordi vi i Danmark har en udfordring med manglende kønsdiversitet i topledelseslag – og dermed går vi glip af ledelsestalent. I Danmark har vi en af verdens højeste erhvervsfrekvenser for kvinder, og selvom kvinder samtidig er overrepræsenterede på lange videregående uddannelser, er der fortsat langt flere mandlige end kvindelige ledere. Ifølge Tænketanken EQUALIS’ Diversitetsbarometer 2025 udgør kvinder 18 procent af de administrerende direktører i toppen af dansk erhvervsliv, og i direktionerne generelt er der 25 procent kvinder.

Mænd og kvinder har samme motivation

Misforholdet mellem kvinders uddannelsesniveau, erhvervsfrekvens og repræsentation i topledelse skyldes blandt andet, at kvinder bøjer af fra ledelsesvejen på vej mod toppen. Og noget tyder på, at det sker tidligt i karriereudviklingen. Ifølge Diversitetsbarometeret stiger mænds løn væsentligt mere end kvinders allerede fem år efter endt uddannelse – et udtryk for forskel i karriereudvikling.

Mange af de mandlige interviewpersoner i undersøgelsen giver udtryk for, at deres lederambitioner har været eksplicitte fra starten af deres karriere. Undersøgelsen viser også, at mænd i højere grad taler med deres egne ledere om deres lederambitioner. Kvinderne i undersøgelsen fortæller i stedet, at deres lederambitioner er blevet stærkere og dermed mere eksplicitte, i takt med at de oplever at blive anerkendt i, at de er kompetente som kommende ledere.

Mens mænd og kvinder har samme motivation for at søge mod et lederjob, og begge grupper mener, at erfaring er vigtigt for at kunne blive leder, kommer mænd og kvinders lederambitioner altså til udtryk på forskellig vis.

Lidt forenklet kan det siges, at mændene i interviewundersøgelsen har en forventning om, at karriereudvikling mod et lederjob kræver, at man »kaster sig ud i det« og italesætter sig selv som fremtidig leder, når muligheden byder sig, mens kvinderne i højere grad går mere stille med dørene.

Den konklusion kan nogle hurtigt tolke som, at »så vil kvinder det jo bare ikke nok«. Og her er det uhyre vigtigt at forstå årsagen til, at mænd og kvinders lederambitioner kommer til udtryk på forskellig vis. Særligt for de ledere, der har ansvaret for at spotte de fremtidige ledere i den pågældende virksomhed.

At en medarbejder aktivt italesætter lederambitioner, er nemlig ikke nødvendigvis det samme som, at vedkommende bliver den bedste leder. Så hvis en leder spotter talent efter hvem, der gør mest opmærksom på sine ambitioner, har det to mulige konsekvenser.

For det første er det netop ikke nødvendigvis den bedste leder, der bliver leder. Og for det andet giver lederen i praksis ikke sine medarbejdere lige muligheder for at blive ledere. For at give lige muligheder for ledelsesudvikling skal indsatsen for at finde dem være systematisk og struktureret.

»Dobbelte standarder« for kvinder

Når kvinder i højere grad end mænd oplever, at opbakning og inspiration fra egen leder styrker deres lederambitioner, handler det ikke om, at de skal have særlig hjælp eller isoleret set er mere usikre på sig selv. I stedet handler det blandt andet om såkaldte »dobbelte standarder« for kvinder, når det kommer til ledelse. Begrebet »dobbelte standarder« dækker over den mekanisme, at lederrollen for både mænd og kvinder kobles med egenskaber, der stereotypisk og traditionelt tillægges mænd.

I association med mænd anskues egenskaberne som positive for en leder, mens de i association med kvinder modsat anskues som utiltalende og tillægges negative vurderinger. De forskellige vurderinger af egenskaberne hos henholdsvis mænd og kvinder betyder, at kvinder står i en position, hvor det kan være negativt at tilegne sig egenskaber, der stereotypt tillægges mænd, men også negativt at lade være, fordi netop disse egenskaber associeres med den succesfulde leder. I forskningen går dette under betegnelsen »Think manager, think male«.

Det betyder i praksis, at det er sværere for kvinder at blive anerkendt for de mere økonomisk- og performanceorienterede kompetencer, som ofte værdisættes af virksomheder blandt lederroller. Og de kan blive mødt mere negativt, når de præsterer på de kompetencer. Derfor har de brug for at blive udvist større opbakning om netop de kompetencer.

Det er lederens ansvar

Jeg ved, at mange ledere med ansvar for at spotte de rette kommende ledere i virksomheden også har mange andre opgaver, som de til dagligt skal varetage. Derfor kan det opleves som tidsbesparende og nemmere at fokusere på at udvikle de medarbejdere, der proaktivt byder sig til. Altså at komme til at prioritere kommende ledelsestalenter ud fra et »tilgængelighedsprincip«.

Det virker dog lige så godt som at tisse i bukserne: Umiddelbart er det effektivt og tidsbesparende, men på længere sigt kan du som leder risikere ikke at forfremme de rette til ledelsesgerningen, du giver ikke lige muligheder til alle, og du misser muligheden for at skabe diversitet i ledelseslagene – en diversitet, der har en række dokumenterede fordele for forretningen.

Derfor skal du som leder italesætte, udvikle og arbejde med alle medarbejderes lederambitioner. Det kræver en systematisk og struktureret indsats at spotte deres ambitioner, men som leder kan du skabe mere lige muligheder ved i lige så høj grad at opfordre både mænd og kvinder til at gøre alvor af deres ambitioner og ved at gå objektivt til værks i forfremmelsesprocesser. For eksempel bør du bruge standardiserede forfremmelsesparametre i udviklingssamtaler, som tydeligt viser, hvad der forventes af den enkelte for at avancere, og som du holder performance og ambitioner op imod.

Gine Maltha Kampmann er administrerende direktør i Tænketanken EQUALIS

Når man tjener langt flere penge, end man regner med, kan man få ens gæld barberet hurtigere ned. Det er det, som er ved at ske for danskernes fælles gæld i form af statsgælden.

Det går så godt i den danske økonomi, at gælden bliver barberet ned i et ganske hastigt tempo. 

Det viser en opgørelse, som fagforeningen 3F har udarbejdet. Det er sket på baggrund af de nyeste tal for de offentlige finanser fra Danmarks Nationalbank.

Tallene viser, at der var et overskud i statens nettokasse på 47,7 milliarder kroner i marts. Det er otte en halv milliard over budgettet. 

Det betyder, at regeringen med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen her i første kvartal har haft et samlet overskud på lige under 70 milliarder kroner. Det er næsten dobbelt så meget som budgetteret.

Resultatet er, at statsgælden i marts kom under 150 milliarder kroner – helt præcis på 147 milliarder kroner. Det svarer til fem procent af landets samlede produktion, bruttonationalproduktet (BNP).

Vi skal helt tilbage til midt i 1970erne for at se lignende tal.

»Udviklingen og størrelsen på statsgælden understreger, hvor bundsolide de offentlige finanser er herhjemme. Når det går så fremragende i dansk økonomi, smitter det selvfølgelig positivt af på de offentlige finanser,« siger cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen og tilføjer:

»De offentlige finanser og dansk økonomi har ikke stået stærkere i nyere tid, og aldrig har vi været længere væk fra den økonomiske afgrund. Vi er ekstremt privilegerede på denne front sammenlignet med de fleste andre lande.«

Skatten skulle sættes op

Tallene ligger direkte i forlængelse af flere gode år for de offentlige finanser, som vi har beskrevet flere gange i Berlingske. 

Senest viste tal fra Danmarks Statistik, at der i 2024 var et overskud på de offentlige finanser på 133,2 milliarder kroner, hvilket er langt mere, end regeringen regnede med. 

Året før var overskuddet på de offentlige finanser på 92,7 milliarder kroner.

Danmarks Statistik skrev i forbindelse med de tal, at de mange milliarder primært kommer fra tre kilder.

Den ene er den løbende skat på danskernes pensionsafkast i form af PAL-skatten. De to andre kilder var langt større indtægter end ventet fra personskatterne og selskabsskatterne.

De højere personskatter er kommet, fordi beskæftigelsen siden 2013 er skudt i vejret, og her i år er den fortsat yderligere op.

I dag er der rekordmange danskere i arbejde.

Det skyldes blandt andet gode konjunkturer, men det skyldes også en række hårde reformer, som skal få danskerne til at arbejde mere og blive længere på arbejdsmarkedet.

Hvor meget af stigningen i beskæftigelsen der skyldes gode tider, og hvor meget der må tilskrives reformerne, er svært at sige, men både regeringen og økonomer i skikkelse af professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand Michael Svarer og cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen lægger vægt på, at reformerne har en meget stor betydning.

Tilbage i 2018 skrev Finansministeriet i et svar til Folketinget:

»Hvis Danmark havde fravalgt 'reformvejen', ville det i stedet have været nødvendigt at konsolidere de offentlige finanser ved for eksempel højere skat, lavere offentligt forbrug eller en kombination heraf for at have uændret sunde offentlige finanser i dag og frem mod 2025.«

Grunden til, at »reformvejen« er vigtig, er, at udbuddet af arbejdskraft og dermed beskæftigelsen ville være faldet på grund af aldringen af befolkningen, hvis reformerne ikke var blevet gennemført.

Dermed kunne vi have set frem mod, at vi kunne have haft underskud på de offentlige finanser og øget gæld.

Stor ekstraudgift

Finansministeriet konkluderede videre i 2018, at hvis den forbedring, vi har fået af de offentlige finanser, skulle være sket via skattestigninger, skulle bundskatten i 2025 være cirka ni procent højere, end den var tilbage i 2018.

For en LO-familie ville det betyde, at deres disponible indkomst i år ville være 65.000 kroner lavere.

Den skattestigning har som bekendt ikke være nødvendig, og det er gået langt bedre med de offentlige finanser og statens gæld, end nogen overhovedet kunne forudse for syv år siden. 

Michael Svarer er helt enig i konklusionen fra regeringen.

»Det er især tilbagetrækningsaftalerne fra 2006 og 2011, der har været positive for de offentlige finanser,« siger Michael Svarer.

Det er bekymrende

Han henviser til de to reformer, som har gjort, at danskernes pensionsalder bliver sat op, efterhånden som vi lever længere og længere.

Den højere pensionsalder har fået rigtigt mange seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet, og det giver flere skatteindtægter for regeringen.

Reformerne har i første omgang gjort, at alderen for folkepensionen blev hævet gradvis fra 65 år i 2019 til 67 år i 2022.

I 2030 stiger den yderligere til 68 år, og derudover skal Folketinget lige efter påske til at førstebehandle og vedtage, at pensionsalderen bliver sat op til 70 år i 2040.

Herefter er det usikkert, hvad der kommer til at ske.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at hun vil skabe det, hun kalder et mere retfærdigt pensionssystem, men er endnu ikke kommet med et udspil om, hvordan det skal se ud.

Cheføkonom Helge J. Pedersen fremhæver ligeledes, at de reformer, som er lavet med den stigende pensionsalder, har været meget afgørende for fremgangen i beskæftigelsen og dermed de sunde offentlige finanser og den faldende statsgæld.

»Vi har været meget bedre end de øvrige EU-lande til at håndtere det demografiske træk og aldringen af befolkningen i forhold til de offentlige finanser. Det er helt afgørende, at vi har indeksering af pensionsalderen i forhold til levealderen. Det er bekymrende, hvis man løsner den,« siger Helge J. Pedersen.

Milliarder til Forsvaret

Han fremhæver, at det ud over den øgede beskæftigelse også er afgørende at se på skatten på afkastet af danskernes pensionsopsparing i forhold til de offentlige finanser.

Skatten på afkastet af danskernes pensionsopsparing har over de senere år givet mange hundrede milliarder til vores fælles kasse. Det er PAL-skatten.

I den sammenhæng skal også nævnes reformerne, for jo højere beskæftigelse, desto større opsparing til pension og på den måde også muligheden for at få flere indtægter fra PAL-skatten.

Fremadrettet giver de solide offentlige finanser og den lave gæld nogle store fordele. Det gælder ikke mindst i de kommende år, når vi skal til at investere en masse milliarder i Forsvaret.

Endnu vides det ikke, hvor meget vi skal investere, og heller ikke hvordan det skal finansieres, men i det omfang, vi skal ud og låne for at finansiere de øgede udgifter, står vi i en meget gunstig situation.

Det gælder også i det omfang, der eventuelt skal investeres i den grønne omstilling via lån.

»Den lave gæld er godt nyt for de potentielle renter, som Danmark skal betale for fremtidig gæld, hvis der bliver behov for en kraftig låntagning. Den lave gæld bidrager til Danmarks AAA-kreditvurdering, som belønnes med lavere renter på de finansielle markeder,« siger Michael Svarer.

Den kreditvurdering, han henviser til, kommer fra en række internationale bureauer, og en vurdering på AAA er den bedste, et land kan få.

Til at sikre bedre rammer for indkøb til Forsvaret har regeringen i første omgang oprettet en Accelerationsfond på 120 milliarder kroner. De 25 milliarder kroner heraf skal bruges i år til hurtige indkøb. Derefter ti milliarder kroner årligt i syv år i en reserve til afledte varige merudgifter.

Helge J. Pedersen påpeger, at vores meget sunde offentlige finanser gør, at de mange milliarder i den fond allerede er finansieret. Det er i modsætning til mange andre EU-lande, som skal ud og låne til højere renter for at foretage indkøb til Forsvaret.

Nationalbanken følger Den Europæiske Centralbank (ECB) og sænker sine renter med 0,25 procentpoint.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Tidligere torsdag sænkede ECB sin indlånsrente med 0,25 procentpoint, og Nationalbanken er som ventet fulgt efter.

Nationalbanken har med ændringen sænket indskudsbevisrenten til 1,85 procent og udlånsrenten til 2,0 procent.

Den såkaldte foliorente og diskontoen sænkes ligeledes til 1,85 procent.

Indskudsbevisrenten bestemmer, hvor meget realkredit- og pengeinstitutter får i rente ved at købe indskudsbeviser i Nationalbanken.

Det kan få betydning for, hvilken rente kunderne i de forskellige institutter kan få.

Ifølge Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, er indskudsbevisrenten nu på det laveste niveau i to år.

Det er noget, som mange boligejere vil kunne mærke, skriver han i en kommentar.

- Mange boligejere har F-kort-lån, hvor renten fastsættes hvert halve år. Ved årsskiftet oplevede de fleste et fald i renten på omkring 1 procentpoint, og der kan være mere i vente, når renten fastsættes næste gang til sommer, lyder det.

Dagens rentenedsættelse er den syvende siden juni sidste år.

Den danske nationalbank kører typisk et tæt parløb med ECB, da Danmark har en fastkurspolitik over for euroen.

Men ifølge Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, ville man godt kunne sænke renten yderligere, hvis man styrede renten efter inflationen i Danmark. Det skriver han i en kommentar.

ECB begrundede tidligere torsdag sin beslutning om at sænke sine rentesatser med, at inflationen har udviklet sig som forventet i marts med fald i både den overordnede inflation og kerneinflationen.

Nationalbankens ændringer træder i kraft 22. april.

/ritzau/

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Jeg har netop set på min årsopgørelse, at jeg er sat i skat af mit udbytte på min ratepension.

Jeg mener, at det må være en fejl, da jeg jo skal betale skat af udbyttet, når jeg efterhånden sælger mine aktier for at give mig selv min pension.

Jeg undrer mig meget, da jeg er pensionist og får mindre udbetalt i folkepension, da mit pensionstillæg mindskes ret meget. 

Jeg kan se, at det er lagt sammen med det udbytte, jeg får på et privat depot.

Håber på svar.

Venlig hilsen

H.M.

Kære H.M.

Tak for dit spørgsmål. 

Udbytte på aktier og udbyttebetalende fonde beskattes ikke på en ratepension, idet der ikke trækkes de 27 procent i acontoskat. 

Beskatning af udbytter på pensioner sker via PAL-skatten, der automatisk beregnes af banken eller pensionskassen på baggrund af det seneste skatteårs samlede værdistigning/tab. 

Satsen er aktuelt 15,3 procent og trækkes den 15. januar.

Jeg tvivler på, at du på din årsopgørelse er blevet beskattet af udbytte på din ratepension, men hvis det er tilfældet, så er det klart en fejl. 

Den kan du få rettet ved at kontakte Skat på telefonnummer 72 22 28 94.

Med venlig hilsen

Søren Verup, HD(F)

finans- og formuerådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular: